Vegansk Jul: Juletræ-chokoladekager m. pebermynte-frosting
Det er officielt blevet jul – i hvert fald her på bloggen. Så det skal fejres med juletræer ala Juletræ-chokoladekager!
Og det næste stykke tid vil der kun komme mange flere julede opskrifter op, yay!
Jeg plejer at være temmelig stram i forhold til, hvornår jeg begynder at tillade julen at komme indenfor. Men i år… i år har jeg bare brug for jul, jul, jul!
Vi har allerede spist risengrød i år, og det plejer jeg ellers først at servere tidligst 1. december eller 1. advent.
Og en afsløring (ssshhhh!): jeg er allerede begyndt at lytte til julemusik! The shame of it all, haha
Sidst men ikke mindst: så er der de her lækre juletræ-chokoladekager med pebermynte-frosting, som er lækre, saftige, friske og julede.
Ja… tiderne har i den grad ændret sig.
Næste år begynder jeg garanteret allerede på julen i november.
Sådan er det at være blevet 31 år gammel.
Nok om det, her er lidt om de søde små julekager, som ikke er specielt julede i smagen.
I bund og grund er det bare en rigtig lækker og saftig chokoladekage med både kakao og finthakket chokolade i, som har fået et godt lag pebermynte-frosting ovenpå. Chokolade + pebermynte = match made in heaven!
Kagen kan jo spises året rundt, hvis det… siger det bare.
I julens ånd er chokoladekagen skåret ud i trekanter, fordi trekanter = juletræer.
Juletræ-chokoladekager m. pebermynte-frosting, 6 stk
Kage
2½ dl plantemælk
1 spsk balsamicoeddike
150 g sukker
½ dl neutral olie
1 tsk vaniljesukker
½ tsk salt
50 g kakao
180 g hvedemel
75 g mørk chokolade – finthakket
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
Frosting
250 g flormelis
80 g vegansk creme fraiche
50 g plantesmør
Pebermynteessens/ekstrakt – et par dråber eller efter smag
Grøn madfarve – til den ønskede farve opnås
Start med at lave kagen. Varm ovnen til 180 grader (alm) og beklæd en firkantet bageform (20×30 cm) med bagepapir.
Pisk plantemælk og balsamicoeddike sammen. Pisk derefter sukker, olie, vaniljesukker og salt i.
Si kakaoen og halvdelen af melet i skålen og pisk indtil dejen er cremet.
Rør det resterende mel, chokolade, bagepulver og natron i. Der må gerne være lidt melklumper.
Hæld i bageformen og bag midt i ovnen i ca. 35 minutter.
Kagen er færdigbagt, når en kniv/tandstik kan stikkes i uden, at der hænger dej fast.
Lad kagen køle af.
Imens kagen køler af, laves frostingen. Pisk flormelis, creme fraiche og plantesmør sammen til det er cremet.
Kom et par dråber pebermynteessens/ekstrakt i og smag til.
Frostingen skal smage frisk, men kom ikke så meget essens/ekstrakt i, at det føles som om, du spiser de der Isbjørn-bolcher 😉
Dryp den grønne madfarve under omrøring indtil den ønskede farve er nået.
Stil på køl.
Når kagen er kold, laves juletræerne. Skær trekanter ud af kagen – her er et billede af, hvordan du kan gøre det.
Fordel frostingen ovenpå juletræerne og drys eventuelt lidt spiselige guld over.
Stil på køl i 1 time inden servering.
Nyd den ultra-julehyggede stemning!
Pssst… Har du brug for mere jul?! Så klik på tagget Jul eller bliv inspireret med min Veganske Juleguide