Hovedret,  Opskrifter,  Sundt,  Supper & Gryderetter

Vintersuppe m. rodfrugter

Vinteren er langsomt ved at blive til forår – og jeg glæder mig!

Jeg glæder mig til at se, når vintergæk og erantis bryder op gennem jorden.

Jeg glæder mig til at høre fuglene gå helt amok… selv om der allerede har været nogle fuglerøster, hvor jeg bor (dejligt!).

Jeg glæder mig til, at solen vil være oppe på himlen i længere tid, og at strålerne langsomt bliver varmere og varmere.

Jeg glæder mig.

Men skal vi ikke lige have det bedste fra vinteren med, især fordi vinteren har jo også en masse at byde på.

Om det er varme tæpper, varm kakao/te, kædelys, tykke sokker, nogle rigtig gode bøger og sidst men ikke mindst alle de fantastiske rodfrugter, der rigtig giver kraft.

Så her er mit forslag til en varmende, nærende og mættende vintersuppe.


Vintersuppe, 4 personer

2 løg – finthakket

2 porrer – ca. 1 cm tykke skiver

3 gulerødder – ca. ½ cm tykke skiver

½ mellemstor knoldselleri (ca. 200 gram uden skræl) – 1×1 cm tern

300 g kartofler – 1×1 cm tern

2 fed hvidløg – presset

1 spsk olivenolie

½ dl perlespelt

2-3 laurbærblade

3-4 stilke timian

1½-2 liter vand

½-1 tsk røget paprika

Salt & peber

Dild


Steg løg, porrer, gulerødder, knoldselleri, kartofler og hvidløg i en stor gryde (ca. 3 liter) med olivenolien.

Steg ved middelhøj varme og drys lidt salt over, så safterne fra grøntsagerne frigives. Husk at røre rundt i det, så det ikke brænder fast i bunden.


Imens grøntsagerne steger kan du koge vandet i en elkedel. Når vandet har kogt (det kan være du skal koge lidt ekstra, alt efter hvor stor din elkedel er), hældes det i gryden.

Tilføj de resterende ingredienser (undtagen dild), skru op for varmen og giv suppen et opkog.


Når suppen koger, skrues der ned for varmen, så det kun simrer.

Kom et låg på gryden og lad det simre for sig selv i 25 minutter.

Når de 25 minutter er gået, kan du tjekke, om knoldselleri, kartofler og gulerødder er blevet møre. Gulerødderne og knoldselleri må gerne være bløde. Perlespelt bør også være gennemkogt nu – uden at være blevet udkogt.

Smag til om suppen mangler lidt ekstra røget paprika, salt, peber eller andet.

Server suppen med noget frisk dild ovenpå, det er næsten: jo mere, desto bedre 😉

Server noget lækkert groft brød/rugbrød til.

Så har du kraft, næring og glæde i maven til at kunne overleve de sidste vinterdage – hvis vinteren vel og mærke er en hård tid for dig.

   Send article as PDF   

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.