Brød,  Højtider,  Opskrifter,  Sundt

Vegansk Halloween: Medusa brødstænger

Så er det ved at være tid! Tid til spøgelser, vampyrer, hekse, skeletter og jack’o lanterns!

Det er tid til Halloween 😀

Det er tid til gyserfilm, gyser-serier og alt det andet gys du kan finde frem. Det er i hvert fald, hvad jeg har gjort… og i processen er hele stuen blevet lavet om til en hule med spindelvæv, græskar, skelet-lyskæder, spøgelses-lyskæder og kranier. Uuuuhhh!

På mandag laver jeg et lille indlæg, så du er klar til Halloween på onsdag. Der vil du finde flere opskrifter, samt forslag til film, serier og bøger. Du kan selvfølgelig også bare klikke på tagget Halloween eller søge her på bloggen, så vil du finde det meste.


Men der skal jo også spises noget Halloween-guf! Og her har jeg så et forslag: spis Medusas hår i form af de her slange-lignende brødstænger. Selv om Halloween for mig plejer at være fyldt med alt det søde, jeg nu engang kan skrabe sammen og få lavet (græskartærte!), så det også godt med noget lidt mere mættende, der samtidig oser af Halloween. Så her er mit forslag til en lækker snack.

Brødet tager en smule smag fra det pulver, du vælger at bruge. Hvis du gerne vil have et brød, der kun smager af brød, men du stadigvæk gerne vil have, at det skal være grønt, så kan du komme grøn farve i dejen. Jeg vil anbefale, at du så ælter det grønne farvestof ind i dejen, når brødet skal æltes.

Brødstængerne er bedst samme dag, de er lavet. MEN hvis du skal gemme dem til dagen efter, så kan du komme dem i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter for at gøre brødstængerne sprøde igen.


Medusa brødstænger, 20 stk

½ liter vand – lunt

25 g gær

1½ tsk salt

1 tsk sukker

2 spsk olivenolie

15 g  moringo pulver/matcha pulver/hvedegræs pulver

650 g mel


Pisk vand og gær sammen
. Kom 250 g mel og de resterende ingredienser i – pisk til dejen er glat.

Kom det resterende mel i lidt ad gangen.

Ælt dejen til den er elastisk og glat. Lad dejen hæve i 45 minutter.


Tænd ovnen på 200 grader de sidste 15 minutter af hævetiden, så ovnen når at blive varm
. Som altid er det almindelig ovn (oven-under-varme).

Ælt dejen og rul den derefter ud til, den er en rektangel på omkring 8×30 cm og omtrent 1 cm høj.

Skær rektanglen ud i lange strimler, der er omkring 1½ cm brede. Rul strimlerne mellem hænderne, så de bliver mere runde og ikke så firkantede – det gør, at brødstængerne ser lidt mere slange-agtige ud 🙂

Kom strimlerne på en bageplade med bagepapir – der skal være omkring 2 cm mellem hver strimmel.

Form strimlerne så det ligner slanger, der bugter sig frem.

Pensl med vand. Bag midt i ovnen i ca. 20 minutter, eller til brødstængerne er sprøde.

Server med lækkert dip: på billedet brugte jeg chili-hummus, som var rigtig lækkert!


Pssst…
Du kan sagtens erstatte noget af melet med fuldkornsmel – jeg vil mene, at du kan erstatte 50% af melet med fuldkornsmel. Så skal du bare ikke bruge lige så meget – mærk dig frem når du rører melet i.

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.