Hovedret,  Højtider,  Opskrifter

Vegansk Jul: Seitan steg m. hasselnødde-æble fyld

Så er det juuuuuul!!!

Eller… hm, næsten da 😉 Det er i hvert fald jul på bloggen i form af mad, for i dag deler jeg opskriften på en hjemmelavet seitan steg, der er klar til at tage pladsen midt på julebordet!

Den er klar til at få både “uh”, “ah”, og “må jeg også godt smage?”. Den er klar!

Er du?

Den ser måske lidt/meget overvældende ud, og den kan se ud til, at der skal laves en masse. Men det er det hele værd – og der er egentlig ikke så meget at lave.

Du skal faktisk kun være aktiv i omkring 30-45 minutter, og så passer seitan stegen egentligt sig selv – tiden kommer selvfølgelig an på, om du har lavet seitan før eller ej.

Den tager i alt 2½ time fra start til bord. Du kan i stedet lave stegen 2 dage i forvejen og først bage den i butterdejen den dag, den skal serveres.

Jeg kan kun skrive: lad dig blive omfavnet af denne julede seitan steg med et skønt fyld lavet på æbler, tranebær og hasselnødder. En julet seitan steg i en sprød butterdej.

Server med resten af fyldet, der ikke kom med i stegen – lav eventuelt dobbelt op på mængden! Lav eventuelt brun sovs, kogte eller bagte kartofler, glaserede rosenkål (som der også kommer en opskrift på!) og tranebærkompot. Tranebærkompotten kan du forresten finde opskriften på i min kogebog Vegansk til højtider og fest.

Mmmm…


Seitan steg m. hasselnødde-æble fyld, 4 personer

250 g seitan-mel

30 g kikærtemel

1½ tsk røget paprika

2 tsk rosmarin

1 tsk salt

et par skvæt peber

1 tsk salvie

1 spsk løgpulver

2 tsk hvidløgspulver

1½ dl æblemost

1 spsk miso

1-1½ dl grøntsagsbouillon

“Stegesaft”

2½ dl æblemost

6 dl grøntsagsbouillon

1 spsk miso

1 tsk timian

Fyld

50 g hasselnødder – finthakket

50 g croutoner

1 spsk olivenolie

1 lille løg – finthakket

1 lille æble – små tern

15 g tørrede tranebær – finthakket

1 knsp kanel

Salt & peber

1 rulle butterdej


Tænd ovnen på 170 grader
. Gør en bageform klar (35×25 cm) med “stegesaften”: pisk alle ingredienserne til det sammen og kom i formen. Stil til side.


Lav seitan-stegen
. Pisk seitan-mel, kikærtemel og krydderierne, undtagen miso, sammen.

Pisk æblemost og miso i – tilføj grøntsagsbouillonen i lidt ad gangen.

Du skal ende med en dej, der er elastisk – dejen vil ikke være ensartet, men når du går i gang med at ælte, vil det hjælpe en smule.

Ælt dejen i 10 minutter (sæt noget musik på). Dejen kan godt være ret irriterende at ælte, men prøv at ælte dejen, så den får en nogenlunde symmetrisk form.

Lad dejen hvile.

Hvis dejen er våd, tilføjes der lidt mere kikærtemel.


Lav fyldet
. Rist hasselnødderne på panden, til de bliver gyldne. Stil til side.

Knus croutonerne så de bliver til groft rasp.

Steg det finthakkede løg i olien på panden ved middelhøj varme. Steg indtil løget er blevet blødt og tilføj så æble, hasselnødder, tranebær og kanel.

Steg videre i et par minutter og tilføj æblemosten. Lad det simre til overskydende æblemost er kogt væk, og fyldet er fugtigt og svampet.

Sluk for varmen og smag til med salt og peber.


Lav seitan stegen
. Rul seitan-dejen ud til den er 25 cm på langs og omkring 20 cm i bredden.

Den vil prøve at krympe tilbage, så den skal rulles en del. Du skal ikke komme seitan-mel eller kikærtemel på bordet, når du ruller ud.

Fordel omkring halvdelen af fyldet på den ene halvdel på den brede side, rul derefter stegen sammen. Ligesom når du skal lave kanelsnegle.

Klem alle åbninger godt sammen, for ellers vil fyldet ryge ud: altså ender og midten.

Kom stegen i bageformen. Dæk formen med sølvpapir.

Bag midt i ovnen i 45 minutter.

Tag sølvpapiret af efter de 45 minutter og vend stegen.

Bag videre uden sølvpapir i 45 minutter.

Sluk for varmen og tag stegen op – lad den køle af i 10 minutter.

Du kan nu gå videre og bage den i butterdej, eller du kan lade stegen hvile i maks 3 dage i køleskabet.


Bag seitan stegen i butterdej
. Skru ovnen op på 200 grader.

Rul butterdejen ud og læg stegen i midten – skær nogle skiver ind til midten, så du kan flette dem indover stegen.

Pensl med sojamælk og bag midt i ovnen i 20-25 minutter, eller til butterdejen er sprød og gylden.

Server!

   Send article as PDF   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.